454
gavns, som til at studere; han tænker, at de Studerende blive ofte befordre¬
de til saadanne Embeder, hvor de alleene behøve Hænder for at tage imod
Jndkomsterne, og han tør ikke sige, hvo han meener, for ey at støde visse Kir¬
kens Betientere for Hovedet. At han nu kand omskandse sine Betænkninget
med tilstrækkelige Grunde, saa gaaer han frem paa følgende Maade:
Først undtager han saadanne iblandt Haandverks Folk der vel bruge
Hænderne, men have just ikke fornøden at speculere, og naar han har tilstaaet,
at disse ikke behøve saa megen Forstand, som de, der anlegge deres Tid paa
Studeringer, saa raisonnerer han saaledes: Titius er en bemidlet og velag¬
tet Borger, han har en Søn, der er begavet med en god Hukommelse, kand
giøre sig artige billeder og Forestillinger, og har en god Kraft til at skiønne.
Faderen legger Merke til dette, han seer, at Drengen begynder at skiønne og
pønse paa et og andet, han slutter derfor, at der af Barnet kand blive noget
med Tiden, men han veed ikke selv, hvad det skal blive. Han tager derpaa en
anden i Raad med sig, og spørger, hvad han skal lade sin Søn lære, hvor
ved han i Tiden kand blive sit Fæderne Land til Nytte? Han giver Faderen
dette Raad, at Barnet skal studere; der kand blive af ham, hvad der skal,
og han seer ud til at kunde blive en god Præst. Faderen siger: ja! det er godt
nok; men de vil alle være Præster, og man seer dog, at Veyen er heel trang;
jeg er hart ad til sinds at lade ham lære et Haandverk; Raadgiveren hører ik¬
ke saa snart dette, førend han slaaer Haand i Haand, og undrer sig over Fa¬
derens slette Resolution: Saadan et Barn skal lære et Haandverk, Har saa
kiønne Naturens Gaver, og skal være Skræder eller Skomager! det er vis¬
selig uhørligt; J kand aldrig forsvare den Gierning, og J giør eders Fæder¬
ne Land Uret, at J vil fordømme saa vakker en Søn til saa nedrigt et Arbey¬
de; Ney! for Himmel og Jord giør ikke det; J har jo en anden Søn, der
ikke seer ud til at kunde tiene til Bogen; lad eders underlige Val falde paa
ham; Dumhed skinner ud af hans Øyne, han kand lære et Haandverk.
Over dette Raad støder Brev=Skriveren sig i høyeste Maade, og jeg vil
til Læserens Efterretning anføre hans egne Ord: Jeg fordrager ingenlunde, siger
han, at saadant et Barn forbydes at lære et Haandverk. Lader os undersøge hans
Naturel, maaskee det er saa flygtigt, at han meere fordærves end dyrkes, naar
han bliver holdet til Studeringer; mueligt han kand ikke længe pønse paa et og
det samme, snart vil han foretage sig det, snart det, og, naar han skal tvin¬
ge sin Hierne imod sin Tilbøyelighed, bliver den visselig saa sløv, at det vil ko¬
ste ham megen Møye, inden han kommer saa vidt, at han kand faae sin At¬
testatz, hvis ikke en Broder i Baghaanden skal udrette det beste. Dersom
han derimod maatte lære et Haandverk, saa blev hans flygtige Naturel hiul¬
