460
bygge nu de Huuse, hvorudi de Lærde og andre Fornemme skal boe, og naar
en Haandverks Mand sidder varm i et grundmuuret Huus, maa en Lands¬
bye Prest tage til Takke med en Straae=Hytte; Naar en Skole=Lærer maa
prygle og raabe sig fordærvet paa sine Disciple, kand en Mester sidde ved sin
Bord=Ende, drikke sit Glas Øl, røge sin Pibe Knaster, og give sine Under¬
havende Love. Kand de Lærde fortiene Penge med deres Mund, saa kand
Haandverks Folk med deres Haand, og er en Alciatus bleven riig, fordi han
var gierrig, saa bliver Haandvers Manden riig, naar han er flittig. De
Studerende maa speculere, men Haandverks Manden maa føre Speculatio¬
nen til Praxin, og som jeg har hørt, saa skal Cicero have sagt, at den, der
fører en Ting i Øvelse, fortiener meere Roes end den, der allene speculerer.
Haandverks Folk ere ikke saa dumme, som man indbilder sig. De ere vel ik¬
ke høylærde efter Navnet, dog ofte saa Vellærde, som de, der bære det; de¬
res Theologie er ofte ligesaa reen, ja maaskee langt reenere end manges iblandt
de Lærde; med et ringe Huus=Raad kand de otte lykkeligere curere en Syg¬
dom end en Doctor med alle sine Bombaster, Boerhaver, Hofmanner, Sthaler,
Junckere, Apothekere; Naar de Studerende slaaes med Pennen, og skielde
hinanden ud i Aviser og Uge=Skrifter, saa slaas Haandverks Folk med bare
Næver, Vaaben, der er langt bedre, og give Saar, der ere meget lættere
at heele. Naar de første anvende heele Aar paa Ting, der ere til ingen Nytte,
naar de ofte legge Hiernen i Blød for at komme andre for nær, og siden under¬
kaste sig fortredelige Actioner, saa arbeyder Haandverks Manden paa noget bedre
og meere uskyldigt. Naar en lærd Mand slæber ofte sin Livs Tid, og faaer til sidst
intet uden et blot Navn, saa arbeyder en Haandverks Mand for at sætte Ko¬
ne og Børn i god Tilstand efter sin Død. Ja hvor meget kunde jeg ikke ar¬
føre, hvormed min Sag kunde bevises. Min Slutning bliver nu denne, at
ingen kand tale meere ufornuftig, end den, som siger, at en Haandverks Mand
behøver ingen Fornuft, og ingen er meere værd at foragtes, end den som for¬
agter en Haandverks Mand, der forstaaer sine Sager.
Jeg har her meddeelt mine Læsere det fornemmeste af Mandens Brev,
der havde paataget sig at forsvare ikke saa meget min Sag, som andres. Jeg
vil ikke underskrive alle hans Tanker, ikke heller vil jeg forkaste dem alle. Vi
dømme ofte om en Ting efter vore egne forudfattede Meeninger, og sætte ofte
Priis paa en Ting, ikke efter dens indvortes Beskaffenhed, men efter Sæd¬
vane og Forfængelighed. Det er allene Menneskenes egne Jndfald, at
de agte Guldet ypperligere end Kobberet, og det er allene deres
Forfængelighed og Indbilding, efter hvilken de
foragte det ene og ophøye
det andet.
