465
den blev fremført af Peder eller Povel; Men saaledes er det ikke, og bliver vel al¬
drig. Naar vi høre, hvorledes vi bør indrette vores Liv, saa spørge vi gierne
hvo siger faa? hvor har vi den Regel fra? og blive vore Feyl straffede, saa under¬
søge vi gierne, fra hvis Pen Bestraffelsen kommer. Er Manden bekiendt som en
Elskere af Dyden, saa finde vi os i hans Domme, har vi ikke alt for gode Tan¬
ker om ham, saa lider den Sandhed, som han foredrager, og kiende vi ham al¬
deeles intet, saa spørge vi, om han ogsaa haver Ret til at erindre os om vor Pligt?
Kiende vi ham, og mærke, at han ikke har en 3 a 4 Sneese Aar paa bagen; har
ikke besøgt fremmede Steder; har ikke tilførn ved noget besynderligt gjort sig be¬
kiendi; saa bliver han i vore Tanker en utidig Censor, en Mand, der ingen Fri¬
hed bør have at sætte andre til rette, der bør stikke alle sine Betragtninger i Lom¬
men, og opsætte sine offentlige Forestillinger, til han faaer det philosophiske Skieg
paa Hagen. Kiære Spectator, vær saa god selv at giøre applicationen.
J vil sige: Ja lad det saa være, at et Uge=Skrift ikke kand hindre de store La¬
ster, saa kand det dog tiene til at kuldkaste adskillige forvendte Sædvaner. Jeg
siger ney. Det er efter mine Tanker besværligere at giøre sig løs fra en inførdt og
vedtagen Skik, end at fordømme den eller den Last. En Urimelighed af det
Slags, om hvilken vi tale, har tvende Beskyttere, som en Last ikke har. Den
største Deel af Verdens Indbyggere ynder den, og man har desuden den Tanke,
at den ikke er saa ond og skadelig. Naar et Gemytte ved disse Forestillinger bli¬
ver fortryllet, saa har man ligesaa lidet Haab om Forbedring, som man kand ven¬
te, at den onde Sædvane skal komme af Moden. Vil J, at jeg skal oplyse dette
med et Exempel, saa vil jeg allene henføre Eder til det Ark, hvor J taler om Spill.
Upartiske Dommere maa tilstaae, at ingen Sædvane kand være mere skadelig end
denne; men J maa skrive imod den saalænge J vil, J maa raabe imod Dobel,
indtil Struben bliver hæs, sandelig med alt dette skal J ey udrette det ringeste. Trøe
mig, J skal ey finde en eneste, der, naar Spille=Bordet bliver sat frem, og
Kortene blandes, skal spørge: Hvad vil Sande=Manden sige hertil? Spill vil
stedse blive en Tids=Fordriv, et Stykke af de galante Videnskaber, et Mærke paa
et raisonnable Gemytte, indtil Leddiggang har opfundet noget bedre. Vinder
J noget, saa bliver det vel dette: Her og der kand maaskee findes en, der kiender
sin Daarlighed, og giør sig løs fra samme, og dette bliver endnu allene en Mue¬
lighed, en Sag, som kand haves i vente, der maaskee aldrig kommer til Virkelighed,
Jkke anderledes har det sig med den besynderlige Daarlighed, som findes hos
det eller det Menneske i Særdeeleshed. Længe nok kand man foreholde en petit
maitre sin Gang, sit Sprog, sin urimelige Høflighed; man kand give hans Ca¬
ractere saa tydelig, at enhver kand see, paa hvilken man har Øye; hvorvidt mee¬
ner J, at han derved bliver forbedret? Jeg sætter, at han forandrer sin Gang, la¬
der det meest naragtige blive borte af sine Klæder; lader sin Omgang med Fruen¬
Nun 3
