466
timmer blive mindre latterlig; hvad vinder J derved? vil J kalde deten Forbe¬
dring, vi J derfor sige, at Sande=Manden har i dette Stykke ikke arbeydet forgiæ¬
ves? ney, den Forfængelighed, der eengang har bemestret sig hans Forstand, bli¬
ver vanskelig at giøre til intet; lader han en og anden latterlig Maneer fare, saa
seer han sig dog om noget andet, hvorved han kand giøre sig stor og behagelig. For¬
andringen, der gaaer for sig, er allene i Tingene, som han har med at giøre
hans Smag, hans Tilbøyelighed, hans liden Aand bliver stedse den sam¬
me.
Men lad nu saa være, at et Uge=Blad er skikket til at forbedre de fordærvede
Sæder: Saa maa jeg dog spørge, om ogsaa Eders Betragtninger af samme
Slags ere i Stand til at opnaae det Øyemærke, her kunde være meget at tale om
denne Sag, som jeg med Fliid vil forbigaae; jeg kunde spørge: Om J ikke ti¬
dato har forglemt de allerstørste Urimeligheder, om J alle Tider har begivet Eder
til det Ondes Grund og Kilde, eller allene rørt ved dets skadelige Virkninger
om J ogsaa har anført de Midler, der kunde tiene til den Forbedring, som J saa
meget raaber paa? Jeg vil være saa billig imod Eder at tilstaae Eder alt dette, hvor¬
vel J selv seer, at meget paa Eders Arbeyde kunde i denne Post være at udsætte;
det, som jeg i sær finder fornøden at erindre, er at Eders Skrive-Maade er man¬
ge Steder alt for haard, alt for Satyrisk, og hvad Godt meener J deraf kand
flyde? at giøre en Last, en personal Caractere latterlig, at skrive saaledes, at en¬
hver kand mærke, paa hvem man sigter, er efter mine Tanker intet andet end at
give det ene Menneske Vaaben i Hænderne imød det andet, og ingen lider meere
derunder end Skribenten selv: Naar han veed, at Lasterne ofte have anseelige Be¬
skyttere, naar han begriber, at, dersom han rører ved den Feyl, det Bedra¬
gerie, der elskes af den eller den Mand, der ellers gaaer for sig med Lykke, og med
Kierligheds Kaabe burde skiules, saa kand han jo let fore stille sig, at hans Per¬
son bliver forhadt naar han taler om dette; den Sandhed, som han foredrager, skaf¬
fer ham Fiender i Mængde, og om endskiønt ingen er saa taabelig, at giøre saa nær
application, at de offentlig skulde bekiende om sig selv: vi ere de Daarer, de
Narre, de Drankere, de Mode-Trælle, de Pedanter, som Sande=Manden har af¬
malet, og derfore offentlig give ham Sag, og begiere Straf over ham for det, som de
selv ved application bekiender at være sande, omendskiønt, siger jeg,
ingen er saa taabelig at gribe til dette, saa bliver dog Hadet i Hiertet, og, naar
Fienderne have noget at sige, naar de finde Adgang til de Fornemme, eller paa
andre Veye kand udrette noget, saa arbeyde de visselig paa Moralistens Ulykke,
og hvis de reedelige og Fornuftige ikke tage ham under Armene er han snart klar i
sin Regning.
Jeg tilstaaer, at man gierne læser saadanne Skrifter, at man ofte berømer
Skribentens Lykke i at udtrykke een eller anden Caractere, men tro mig, min kiere
