467
Spectator, sligt reyser sig alleneste og hos den største Deelalleene af den Smag,
den Fornøyelse, de finde i at kunde see deres Brødres Feyl; det kand ret kildre dem,
naar de finde een eller anden at være gjort latterlig, og, omendskiønt Skribenten
aldrig kand have havt Øye paa nogen vis Person, (thi udi saadan et Skrift kand
man endog ramme dem, som man aldrig har kiendt) saa heder det dog: Sande¬
Manden har dygtig igiennemheglet den Mand, han staaer der i sin rette Skikkelse;
hvad vil han sige, naar han seer sig selv saaledes afpenslet? See disse utilladelige
Fornøyelser bevæge den første Hob til at igiennemlæse saadanne Blade, og, hvis
ingen havde kiøbt Spectator uden de, som derved vilde see deres Daarligheder, for
at ændre de samme, saa havde sandelig Eders Forlegger bleven en arm Mand.
Man maa berømme den Satiriske Skrivemaade, saa meget som man vil,
saa bliver jeg dog aldrig af den Tanke, at man paa den Maade kand plante Dy¬
den i Gemytterne. Var det allene derom at giøre, at give Læserne en Tidsfor¬
driv, at faae dem til at lee, saa vilde jeg være den første, der skulde berømme den¬
ne Skrivemaade; men saa længe det staaer fast, at Skiemt ikke forbedrer, saa
længe feyler enhver Satiricus, den fiine med den grove, fra sit Maal. Jeg vil
nu ikke sige hvad Meening mig synes at de giøre sig om det menneskelige Hierte,
der holde for, at dets Forbedring kand skee ved en Satire. J er vel ikke af den
Tanke, om man ellers kand troe eders Ord her og der i eders Ark; dog veed jeg,
at mange have denne Indbildning. Men lader os see til de store Moralister end¬
ogsaa iblant Hedningene, og vi skal finde, at deres Skrivemaade har været an¬
derledes. Keyser Marcus er snart alle Steder alvorlig; Seneca og Epictetus
ere strenge; Socrates ivrig; Theophrastus havde lyst til at satyrisere, men han
vilde ikke. Det var snart allene Comoedie=Skriverne, der forestillede Laster
latterlige, og efter dem have endog de beste Mænd udvaldt denne Maade, saa at
den, der i vore Tider paa en alvorlig Maade vil skrive imod Laster, bliver agtet
for en Mand af ingen Esprit. Her har J mine Tanker om eders Arbeyde, min
kiere Spectator, det maa staae til eder selv, hvorvidt J vil underskrive dem eller
ikke. Jeg kunde dog ey holde dem tilbage, da jeg mærkede, at J vilde tage Af¬
skeed, og vær forsikkret, at ingen er Eder meere forbunden end
JEG.
Omendskiønt denne Skrivelse er imod mig selv, saa har jeg dog ikke vildet
holde den tilbage. Jeg følger Skribentens Formaning; og nedlegger til en Tid
min Pen. Jeg kand ikke sige med Sandhed, at udi Fæderne Landet findes intet
meere, der fortiener at straffes; vilde man skrive imod alle Laster, imod alle Uor¬
dentligheder og Daarligheder, saa blev Arbeydet uendeligt. Tiden vil vise, hvor¬
vidt Brevskriveren har feylet eller ikke. At jeg ved mit Arbeyde har forskaffet mig
Fiender, det veed jeg, og det spaaede jeg mig i mit første Stykke, men jeg veed og¬
saa, at disse Fiender have visse Grænser, over hvilke de ikke kand komme. Det
skul¬
