det
Men mange af langt mindre Stand,
Og Evne vilde vove
Sig med langt fl ere, end de kand
Forsørge, at trolove.
En Skipper lod den beste Vind
Forspildes til at seyle,
For i hver Havn, hvor han løb ind,
At søge Btud og beyle.
En Smed lod Jernet blive koldt,
Løb ud fra Tang og Bælge,
For sig hver anden Dag en stolt
Og nipper Møe at vælge.
En Skrædder havde ingen Roe
Og Blive=Sted paa Bordet,
Før han paa nye sin Skrædder=Troe
En Jomfru fik antvordet.
Og efte som han tænkte alt
Paa fleer og fleere Koner,
Blev hvert et Klædebond for smalt
Til Piger og Matroner;
Thi Saxen saae i Tiden frem,
Der maatte Silke=Huer
Til dem han havde alt, og dem
Han ventede til Fruer.
Kort sagt! der vilde saare faa,
Lad Raad og Evne være
Saa liden, som den være maa,
Een eeneste at nære,
Med een sig nære, men det gik
Saa vidt, at fleere Qvinder
Endog en nøgen Betler fik
Til sine Betlerinder,
Ppp2
173
