489
Og knap en Vogue og i Priis Han var e Sand-men Sandemand,
Og det, som han frembragte,
Skal meget længe blive,
Saafremt han ey paa Sanger=viis Var ey, som manges, Støv og Sand,
Men smukt af sund Sands smagte.
Pauserer i at skrive.
Thi Steeg og Suppe smager best, Hvert Kiøn, hver Stand kand sine Feyl
Udi hans Blade skue
Naar man i nogle Dage
Paa Spige=Sild har været Giæst Saa klart, som nogen i et Speyl
Og Raa=Melks=Pande=Kage. Kand see sig i sin Stue.
Hvis man sin egen Spectateur
Forandringer saavel paa Kok,
Som Mad, befordre Smagen. Vil i Spectators Blade
En Kok, lad hannem være nok Agere, og til det, de bør,
Vil dem sig tiene lade.
Saa fix og flink i Sagen,
U=patriot, til Tings en Stud,
Saa søge mange dog en frisk
Pedanter, Abe=Katte,
Og synes, at den Franske
Kand alle see hvor de see ud,
Har bedre Sauge paa sin Fisk,
Naar deres Masquer dratte.
End Norske eller Dønske.
Saa vel de ranke Eege=Træer,
Man bliver kied af god Music
Som lave Torne-Buske
Og Musicant at høre,
J fald man har hvert Øyeblik Han saa beklipper og beskiær,
At de hans Sax skal huske.
Cithar og Luth i Øre.
Men naar det skeer kun af og til, "Hvad andre lod sig nøye med,
At tænke eller tale,
Og der imellem kommer
Smaa=Diengenes Mundharpe=Spill Spectator ey undseer sig ved
Med Pennen at afmale;
Og Lyd af Børne=Trommer;
Han tør saa vel Velbyrdige,
Saa er det meere angenemt,
Som Borgerlige Laster
At høre Instrumentet,
Som taug en Stund, igien opstemt, Behierted under Øyen see
Og begge Slags antaster.
Før man det havde ventet.
Med artig Stiil og god Genie
Spectator dette vel indseer
Han sine Ting andrager
Og hviler fra at skrive,
Og viser sig vel=dreven i
Paa det han siden desto meer
Adskillige Slags Sager.
Behagelig maa blive,
Naar han paa nye den snilde Pen, i Han baade selv har skrevet vel,
Som han har ført med Ære,
Og opvakt mange andre
Og legger lidt til Hvile hen,
(Hvorpaa der findes stoer Forskiel,)
Begynder at tilskiære.
Scribenter=Vey at vandre.
Han har i sine Uge=Ark
Den Fremmede og nogle faa
Dog uden brodden Pande)
Fortiene Roes og Ære,
Jndbyggerne i Dannemark,
Men Verden kunde gierne staae,
Som Sande=Mand, sagt Sande. Og Resten dog undvære.
