492
Moralen hos vor Moralist
Sin ypperlige Digter=Sang:
Arma Virumqve cano.
Interesseret lyder:
Af Pebling=Søen, seer man vist, Hvis han da ikke Haand paa Skaft
Med bedre Arme=Kræfter,
At saadan Strøm udflyder.
End jeg nu haver, havde haft,
O! gylden Tiid vi leve i,
Det blevet var derefter.
Da indtil Skole=Drenge,
Hvor kand da ventes af en slet
Enhver med Moralisterie
Og arm Poet (naar Armen
J Maven gaaer til Senge.
Men av! det trækker i min Arm, Endogsaa sig befinder ret
Retsom et Corps Gens darmes, Og trækkes frisk af Barmen.)
Var rykledind, for mig til Harm: Udi en Tiid, da tvertimod
Hans Haand og Arm bespændes,
At tund der og larme.
At giøre Vers, naar man er syg, (At noget, som har Haand og Fod,
Af ham til Lyset sendes?
Er ligeskin at dandse,
Naar manhhar mist den halve Ryg Sligt, haaber jeg, har Læseren
Ved skudfraFladstrands Skandse. Saa meget meer for Øye,
Hvad Undek Verket bliver tørr, Og lader med min slette Pen
Naar Tørt=Værk Auctor plager, Og Armods=Digt sig nøye,
Som mange andre skrive saa
Og et Par Av, af ham er hørt
Ved hvert Par Vers han mager? Med stærke Been og Arme,
At Jordens Slægter væmmes maae,
Hin store Maro selv den gang
Han skrev, cum armo sano, I Og Himlen sig forbarme.
Efter Forleggerens Begiering opsat
Den Danske SPECTATORS
tienestfærdigste Wen.
NB. Her nest efter kand heftes det forhen trykte Kierlige
og Velmeente Brev til den Danske Sande=Mand,
med et derpaa givet Kierligt og Velmeent Svar af den
Danske Sande=Mand.
