og værforsikkret, at ligesaa kierlig og beskeeden, som J har viist
Eder imod mig, saa kierlig skal jeg og vise mig imod Eder.
J besværger Eder over, min Herre, at jeg har forbi¬
gaaet Præjudicium nimiæ confidentiæ, eller de forudfatte¬
de Meeninger, da et Menneske formeget drister paa sig selv;
J meener, at jeg har givet mange iblant mine Læsere Svø¬
ben i Haanden imod Lærere, men lærer dem ikke at bruge
den ret; J er endelig af den Tanke, at førend man vilde be¬
fatte sig med præjudicio Autoritatis, burde man have sig¬
tet imod præjud. nim. confidentiæ, o s. v. Først vil jeg sva¬
re i Almindelighed, at jeg for nogle Aar siden har i et
fremmed Sprog forfattet et lidet Arbeyde over begge disse
Præjudicia; jeg havde ogsaa i Sinde at uddrage deraf det
meest fornødne, der kunde tiene til at kuldkaste dem begge;
men, da min Forlegger besværgede sig over de Kiøbendes Tal,
der i Andledning af det Ark, blev mærkelig formindsket, og
mange iblant mine Læsere klagede, at jeg i det Stykke hav¬
de været meget tør, holdt jeg med Fliid det øvrige tilbage.
J siger, at man allerførst burde afføre et Menneske fra
at driste paa sig selv, og siden formane ham ey i Blinde,
at fæste Troe til andre; jeg bekiender oprigtig, at jeg derudi
ingenlunde er enig med eder. Jeg holder meget meere for,
at man bør sætte dette forud, at Mennesket selv besidde Kraft,
til at lede efter Sandhed: forstaae de Sandheder, der ved
menneskelig Kraft kand udfindes: jeg meener at man lige¬
som til en Tiid maa tillade Mennesket at driste paa sig selv,
at han ikke formeget skal driste paa andre; Naar jeg sætter
dette som en uryggelig Regel: Din Fornuft er tilbøyelig til
Vildfarelser, du er ey i Stand til at opsøge Sandhed, du
kand
