samme Meening, som J. Jeg nægter vel aldrig, at Separati¬
ster Enthusiaster og andre saadanne vildfarende Mennesker ofte
ere styrtede i disse Vildfarelser, fordi de have været og ere alt for
selvkloge; men meener J ikke, at en lige saa stoer Deel af disse
Vildfarende ere forledede til deres Afveye, fordi de have for¬
gabet sig i dem, der have skrevet og lært om saadanne fana¬
tiske Meeninger; have de sat Præj. Autoritatis tilside i Hen¬
seende til een, saa have de antaget dem i Henseende til en an¬
den; nægte de hvad en Luther, en Spener, en Buddeus, en
Hollaz siger, saa troe de, hvad en Jacob Bohm, en Gott¬
fried Arnold, en Gichtel foregive, og J skal aldrig indbilde
mig, at de falde til saadanne Yderligheder, fordi de troe de¬
res Fornuft alt for vel; thi deres Vildfarelser ere gandske
stridige imod den sunde Fornuft, og vi maa ikke have saa¬
danne Tanker om denne Guds Gave og Sielens ypperlige
Kraft, at den kand forlede Mennesket til een eneste Vildfa¬
relse. Jeg veed vel, at man i Almindelighed siger, at man¬
ge sætte for megen Tillid til deres Forstand; at Fornuften
forfører mange til Atheisterie, Deisterie, Spinozisterie, o.
s. v. men i Sandhed, man bedrager sig. Fornuften er i og
for sig selv i sine Sandheder og Slutninger aldrig vildfaren¬
de; en Atheist nægtede aldrig Guds Existence, dersom han
ret vilde bruge sin Fornuft; og i den Sted vi sige, at den el¬
ler den troer sin Fornuft for meget, burde vi sige, at han
lader sig forlede af sine Sandser, lader sig bedaare af sin
Jndbilding, lader sig forblinde af sine Affecter og Passio¬
ner; thi da Fornuften er en af de Herligheder, for hvilke vi
maa takke Skaberen, saa kand det ikke være mueligt, at saa
troefast en Fader skulde ved at give os en vildfarende Fornuft,
selv befordre vore Afveye. Hvad J har berettet os om Luxuri¬
antio, vil jeg gierne troe, men Kiere! hvor med beviser J, at han
