sine Raisonnemens er saa frek, fordi han stoler paa sin egen
Klogskab? og hvormed kand J godtgiøre, at han har gjort sig
løs fra præjudicio Autoritatis? Fordi han klager over disse
forud fattede Meeninger hos andre, deraf slutter jeg aldrig,
at han selv er frie; thi ligesom Erfarenhed lærer os, at man¬
ge declamere imod de Laster hos andre, i hvilke de selv ere
skyldige, saa kand Luxuriantius gierne raabe: O! det ulyk¬
salige Præjudicium Autoritatis, og alligevel selv gaae bun¬
den i de samme Lænker. Nu vil jeg sige, at Luxuriantius
har drukket sin Gift af en anden Kilde; jeg vil sige, at han
har læst mange ugudelige Bøger, og han har fundet de ve¬
derstyggeligste Meeninger indvikklede i kiønne og ziirlige Ta¬
lemaader, og beviste med meget skinnende Argumenter; dis¬
se ulyksalige Behageligheder have uformerkt indsniget de al
lerfarligste Meeninger i hans Hierne, han er ikke falden til
sine Urimeligheder ved sine egne Slutninger, men ved an¬
dres Overtalelser; nu, siger jeg, vil jeg sige saa, og hvo i¬
blandt os har Rets enten I, der tilskriver Luxuriantii frek¬
ke Tanker hans Selvklogskab, eller jeg, der siger, at han
har lært dem af andre?
Det Spring, som J giør fra Luxuriantio til mig, vil
jeg gaae forbi; de, som kiende mig, kand best sige, enten jeg
formeget drister paa mig selv, eller ikke, og at jeg ofte kand
fare vild, det tilstaaer jeg gierne; thi jeg misunder ingen U¬
bedrageligheds Privilegium, for at beholde det selv, og, hvis
jeg var en Lærer, vilde jeg aldrig moqvere mig over dem,
der stræbte at kuldkaste de Meeninger, der grunde sig paa an¬
dres Myndighed, at jeg med desto større Ret kunde und¬
gaae den Titel af Pave. Nu kommer jeg endelig til
det, som maaskee i sær har bevæget Eder til at tage
