uden at vandhellige hans Embede, og hvem vanhelliger det
meere end han selv? vil J da sige, at Embedet lider ikke saa
meget, naar den, som er kaldet til det, handler imod sine
Pligter, som naar hans Mishandlinger blive straffede af
andre, slutte vi ikke rigtigere, naar vi sige, at ligesaa lidet,
som de verdslige Love forsee sig imod Lære-Embedet, naar
de true de Vanslegtede med den eller den Straf, og virke¬
lig ove den samme, naar Afvigelserne gaae for sig, ligesaa
lidet forgriber man sig i et andet Skrift paa Embedet naar
man siger den Betienende Sandhed, og viser ham sine Feyl.
De Titler, som J giver Lærere, fratager jeg dem aldrig;
men hvilke Lærere har Ret til at bære dem? vil J, at de
skal passe sig paa alle i Fleng, saa tager J Feyl. De On¬
de og Vanartige have andre Navne, hvilket J selv bør vide
bedre end jeg; dem, som virkelig ere GUds Tienere, forret¬
te hans Ærinde, staae i hans Sted NB. efter deres Kald
af GUd og deres Ustraffelighed i Livet, har jeg aldrig imod
billighed lastet: den Ærbødighed, som J vil, man skal
beviise dem, viser jeg ogsaa, og hvorledes kand da dette tie¬
ne til at overbeviise mig en Forseelse, naar jeg aldrig har gi¬
vet de retskafne Lærere Sag?
Nu kommer jeg endelig til de Raad, som J giver mig,
og som J lover at vilde grunde paa Fornuft og Erfarenhed.
Først vil J ikke, at jeg skal befatte mig med Lærere, siden
af Omgang med Lærere haver merket, at de, hvil¬
ket er deres Hoved Feyl, nødig vil tage Lærdomme
og Jrettesættelser af andre, siden de ere saa vante til
at lære fra sig, at de ikke lettelig kand finde sig i at læ¬
re noget af andre. Førend jeg besvarer dette Argument,
vil jeg vidske Eder saa sagte i Øret, at jeg anseer disse eders
