støre sig skyldige, allermindst troer jeg, at de skulde agte
sig frie for Tilrettesættelser, fordi de ere vante til at lære
andre; thi en saadan Exception rimer sig saare lidet med
deres Caractere, og vil J spørge enhver Lærer, de Onde
med de Gode, om de ansee deres Ælde i Hætten, (jeg betie¬
ner mig af Eders egne Ord,) som en Merite, der kand giøre
dem Skud=fri, haaber jeg ikke, at J skal finde een, der er
af samme Tanke som J. J beraaber Eder paa mit Exem¬
pel, for at bevise Eders Grund, og J meener, at fordi jeg
een og anden gang har besværet mig over min Censors Ap¬
probare Neqveo, derfor skulde jeg være iblandt dem, der, for¬
di de lære andre, ikke kand finde sig i at blive satte til rette;
men, Kiere, har J ingen kraftigere Beviser end dette, saa
maa jeg tilstaae, at dette er et med de alleruselste, og paa
ingen Maade kand tiene til at bevise Eders Satz. Jeg har
offentlig viist en Slags Misfornøyelse med mit Arbeydes Cen¬
sure, der i har J Ret; men J maa vide tillige, at dette er
skeet af langt andre Aarsager end de, om hvilke J har drøm¬
met. Censor og jeg forstaae hinanden ret vel; med mine
Besværinger har jeg vildet vise hans Forsigtighed og mit Ar¬
beydes Uskyldighed; og hvorledes kand da mit Exempel be¬
vise, at de, som ere vante til at lære andre, kand ikke fordra¬
ge, at de selv blive straffede? Lykkeligere havde J været,
hvis J havde betient Eder af denne Grund: De, som ere
satte i Lære-Embedet, vide med sig selv, at de frem for an¬
dre burde vise sig ustraffelige; da det er dem aldeeles u-an¬
stændigt, at de, som skal være et Lys for andre, selv van¬
dre i Mørket; naar de nu søle sig i adskillige Laster, og de
finde deres Laster afmalede med rette Farver, saa knurre de,
saa allarmeres de, saa besværge de sig over Tidernes Ond¬
skab; thi de tænke, at deres Udyder skulde blive usynlige,
