naar de ikke bleve befordrede til Trykken. Det er sandelig
haarde Ord, som J bruger, naar J siger, at ikke een i¬
blandt hundrede er i Stand til at rette paa Lærere, og J
maa have meget slette Tanker om de Ondes Forbedring;
ere onde Lærere de vanskeligste at føre paa bedre Veye, saa
maa jeg tilstaae, at de ere de skadeligste Lemmer i et Sel¬
skab, og de ulyksaligste Mennesker under Solen, og bedra¬
ger jeg mig ikke, saa er denne Eders Dom langt haardere,
end alle mine Declamationer og Bestraffelser.
For det andet giver J denne Erindring, at, naar
Lærere endelig skal tiltales, det er: naar man endelig tør
giøre sig saa dristig ikke alleene at see de fordervede Læreres
Laster, men endog derfor offentlig at sætte dem til rette, saa
maa det skee paa en anden Maade, end den jeg har brugt.
Jeg tilstaaer gierne, og erkiender det som en Ufuldkommen
hed og liden Erfarenhed i Leve=Konsten, at jeg ikkun gand
ske lidet forstaaer mig paa Complimenter; jeg er vant til at
kalde enhver Ting med sit rette Navn, og jeg finder ikke, at
jeg bør viise større Høflighed imod en ond Læreres Laster
end en andens, der er i anden Stand; thi jeg skulde ikke
tænke, at Standen giver Lasten noget præ, og jeg har al¬
deeles ingen Fodspor, som jeg i Henseende til denne høflige
Distinction kunde følge. Jeg seer ikke heller, at fordi jeg
kalder en opblæst Lærer, der giør meget Væsen af sin Klog¬
skab, Thrasoninus, eller stolt Prelat, hans Embede derfor
skulde tage Skade, eller tabe det mindste af sin Kraft; thi,
naar dette bliver Sandhed, at en ond Læreres ey allene
lastefulde Liv, men endog slette Intention og Hiertelaug ik¬
ke kand skille Lære-Embedet ved sine Frugter, saa meener
jeg, at den Titel af Thrasonino meget mindre kand giøre det.
