Lyksalig var Verden, hvis Læreres uordentlige Liv ikke gior¬
de større Skade, end de, der sætte Lærere til rette, og gid
den brave Mosheim ikke havde Ret, der siger, at lastefulde
Lærere betræde saadanne Veye, at Faarene skamme sig ved
at følge deres Fodspor, og at Vantroen tager største And¬
ledning af saadanne Læreres Opførsel til at bestride de aller¬
helligste Sandheder. Dersom Læreres Tilrettesættelse, der
bliver taget paa en haard Fod, er en Moder til saa mange u¬
lyksalige Følger, hvorfor finde vi da endogsaa i de Hellige
Skrifter saa skarpe Bestraffelser, ja hvor meget kunde jeg
ikke have at erindre imod denne og fleere Eders Grunde,
hvis jeg ikke maatte frygte for at blive mine Læsere kjedsom¬
melig ved en alt for stor Vidtløftighed?
J meener, at, omendskiønt jeg med mine Ord i sær
kand have Øyet henvendt til de onde Lærere, saa lide dog
de Gode derunder meere end de Onde; men dette biefalder
jeg aldrig. En god Lærer, det er saadan en, der under¬
viser sine Tilhørere paa kierligste og sagtmodigste Maade,
der viser, at han har et Faders Hierte til dem, og tager dem
paa saa mild en Fod, at de ligesom kand see ham ind i Hier¬
tet, hvor vel han meener det med dem, skulde saadan en
frygte for at faae Titel af stolt Prælat eller Pave, naar
han betiener sig af den individuelle application; O ney,
end ikke den meest haardnakkede Synder kunde give ham det¬
te Navn; vilde nogen endelig lede efter hans Caractere i
Spectator, saa fandt de den allerbest i Brevet til den ny
Geistlige; thi den mindste Smule af Fornuft kunde sige
dem, at de Navne, som gives stolte og onde Lærere, passe
sig ingenlunde paa Ydmygheds Elskere, og altsaa meener
jeg, at denne Eders specieuxe Jndvending bortfalder af
sig selv.
