18
Jeg behøver nu saa meget mindre at opholde mig læn¬
ge ved Eders tredie Erindring, som jeg i det forige har væ¬
ret temmelig vidtløftig. J meener, at jeg lidet eller intet
kand udrette med mit Arbeyde til mine Lands=Mænds
Forbedring, siden jeg ved at skrive imod Lærere, synes at
handle tvertimod mit Øyemærke; hvorfor sætter J ikke
onde og lastefulde Lærere, thi da kunde Styrken i Eders
Argument falde desto snarere i Øyet, og denne Slutning vilde
da blive heel eftertrykkelig: Den Danske Sandemand
undseer sig ikke ved at skrive imod de fordærvede Læ¬
reres forargelige Opførsel, derfor handler han som
en Moralist tvertimod sit Sigte, og skiller selv sit Ar¬
beyde ved den Frugt, som kunde ventes. Enhver maa
jo tilstaae, at denne Syllogismus gaaer paa meget kraagede
Been; men saa vanskabt som den er, saa klarligen staaer
den dog i Eders Brev, og hvis jeg ikke havde anført den i
sin rette Skikkelse, kunde det lettelig have hendet sig, at man¬
ge skulde efter Eders Anviisning paabyrde mig en betydelig
Beskyldning. Forlad mig, at jeg siger Eder, J handler ik¬
ke oprigtig, naar J selv opdigter Grunde, fordreyer mine
Satzer, giver mine Ord en vrang Forstand. J siger saa
cavaillerement vek, at jeg ubetænksom støder og stikler paa
Lærere, paa hvilke Lærere? onde eller gode, eller de gode
ligesaavel som de onde; J har selv forhen svaret mig paa
dette, og tilstaaet, at jeg allene med mine Bestraffelser sig¬
tede til de onde; hvorfor siger J da her i Almindelighed Lære¬
re, da jeg allene befatter mig med et vist Slags, og saadan
et Slags, der hverken bør eller kand undgaae Tilrettesæt¬
telser; Sandelig jeg maa sige Eder under Øyne, at Eders
Apologie for disse falder mig heel mistænkelig.
Men lader os med et halv Øye eftersee de Følger, som
