J meener at vilde flyde af de forvendte Læreres Bestraffel¬
ser, at vi derefter kand kiende, enten de, der igiennemhegle
de Afvigedes Feyl, handle ret eller ikke? J siger, at jeg ved
mine Betragtninger, hvor jeg gaaer løs paa Lærere, kand
give Anledning til ufornuftige og forargelige Stridsskrifter.
Kandvel være. Selv har J været den første, der har mældet
Eder med et Steids=Skrift, efter hvad Andledning, og af hvil¬
ke Aarsager, veed J best selv. Men hvo meener J, der skulde
befatte sig med disse Strids-Skrifter, for hvilke J frygtere Rede¬
lige eller forvendte Lærere? sandelig de første ikke, thi, som de ik¬
ke finde sig i de Bestraffedes Classe, saa vilde de heller aldrig sæt¬
te Pen paa Papiir for at forsvare de Onde; jeg har de Tanker
om dem, at ligesaa lidet som de fordrage Ugudeligheder iblant
deres andre Tilhørere, ligesaa lidet og meget mindre vilde de for¬
svare den Ondskab, som hersker hos mange af deres Brø¬
dre. J siger videre, at jeg ved min Adfærd irriterer Læ¬
rere, og er selv Aarsag dertil, hvis de ved alle Leyligheder
begynde at vare imod mig. J Sandhed, min Kiere, jeg
maa vende disse Eders Ord paa hvad Kant jeg vil, saa kom¬
mer det mig dog for, som J ret har foretaget Eder at skri¬
ve en Satire over Lærere, og man kand efter mine Tanker
aldrig satirisere stærkere, end naar man stiler sin Satire som
en Apologie. Jeg kand irritere Lærere, men hvilke? de
gode og brave? Ney; de Lastefulde? Ja; lad det saa være;
jeg veed at Sandheden er ikke meget behagelig, og efter E¬
ders eget Vidnesbyrd meest ufordøyelig for bestraffede Læ¬
rere; blive de forbittrede men ey forbedrede, saa bliver Skyl¬
den ingenlunde min; enten maa de da i deres egne Øyne væ¬
re meget gode, eller de maa indbilde sig at have Friehed til at
begaae de Laster, som de straffe hos andre; og, maatte jeg sige,
hvad jeg meener, saa kommer det mig for, at da J tager Eder de
vanslægtede Læreres Sag saa nær, J snart skulde vilde indbil¬
