philosophiske Hierte skulde være reedeligt, begriber jeg ikke, hvorledes jeg sk
kunde forene hans videre procedure med disse kierlige Erklæringer; thi, na
han paa et Sted bekiender, at han med største Fornøyelse har igiennemla
mine Blade, og roser mine andre Læseres Begierlighed, taler han paa et af
det om mig, som det urimeligste Menneske under Solen, og ved at gi
mine Ord en Forstand, som de ikke efter mit Øyemerke og deres fulde San
menhæng bør have, stræber at gjøre mig latterlig. Tingene, siger har
som skal falde under vores Eftertanke o. s. v. ere ogsaa forander!
ge, (han vilde maaskee have sagt adskillige) i Henseende til deres Tal
thi han tager alle Ting til Eftertanke, NB. om det og er et Menn
ske mueligt: &c. Jeg skal ikke sige, hvad der har givet Forfatteren Anle
ning til dette NB. enten en Vankundighed i Sproget, eller liden Jndsigt
mine Ords Sammenhæng; som Spectator kunde jeg sige, at jeg tog al
Ting, d. e. alle de Ting, som jeg vilde skrive om, under Betragtning
og dette meener jeg Philosophen kunde have seet uden Briller, hvis han har
de nogle af de Egenskaber, der udfordres hos en god Læser.
Hans Fortale havde bleven saare liden, hvis jeg ikke i min havde kal
det mig en Bold for Lykken. Denne Tale=Maade, som er gandske af
mindelig, og enhver snart indtil Børn forstaae, spiller Philosophen saa læt
ge Bold med, at han neppe igien kand komme til Maalet. Hvad Begrebe
jeg har om Lykken, har jeg ved Leylighed tydelig viist i mine Ark, dog blive
mine Tanker aldrig, at et Menneske, fordi det hænger af Guds Forsyn
kand siges at være Lykkens Bold, saa længe det lever. Jeg gider ikke for
klaret denne metaphoriske Tale=Maade, og jeg undrer storligen, at et
Mand, der ellers har viist, at han er meere forelsket i Ords u=egentlig
end egentlig Bemerkelse, kand giøre saa lang en Harangue over det, som
sig selv er intet. Et Menneske, der snart lever i udvortes Gode snart Ond¬
Omstændigheder, der i Dag er noget, men i Morgen intet, kalder man ef¬
ter den almindelige danske Tale=Maade, en Bold for Lykken, altsaa
behøvede ikke disse Ord en saa vidtiøftig skiønt intet betydende Commentairie
Naar Philosophen har Annatomeret sig, har han tillige erindret, at
hans Complexion ikke er saa ubegribelig som min; thi siger han: to stridi¬
ge Gierninger kand jeg ey giøre paa eengang, efterdi det er u¬
mueligt; Han vil dermed, kand jeg tænke, bebreyde mig en u imelighed,
saasom jeg har sagt, at det var mig mueligt paa een Side at være som Fyr
og Flamme, paa en anden, saa stille som et Lam; kand Philosophen ikke
være det samme, fortiener han ikke sin Charactere. Jeg siger ikke, at jeg
efter min naturlige Beskaffenhed kand giøre tvende stridige Ting paa een¬
