Ney, ney jeg siger Tak: om J er end Spectator,
Saa er jeg der imod mit Folkes Procurator,
J veed vel hvad det er at have saadant Navn,
Tag derfor Søvtet ind og søg den første Havn.
Med Eftertryk og Fynd for mine Principaler
Jeg tale skal naar de mig ikkun vel betaler,
Vi Advocater ey for Høflighed og Snak
Vor Hierne bryder ey for blotte Ord og Tak;
Det er vor Mund og Pen, som giver os vor Føde,
Med begge Deele jeg skal Eder gaae imøde,
J viiser Kaldsbrev frem, jeg haver ogsaa mit,
Der Eders udi Kraft kun eftergiver lidt.
De Ark de slemme Ark, der handlede om Moden,
Da jeg dem læste, see! en Qvinde mig paa Foden
Saa sagte traade og med Haanden gav et Tegn,
Jeg fulgte hende i en yndig Blomster=Egn.
Om Aarsag spurde jeg til denne Promenade,
For Sorg hun kunde ey sin Sukker=Mund oplade;
Jeg hørdte Suk i Suk af hendes Hierte-Rod,
Med disse Ord hun sig dog endelig udlod:
Jo ældre Verden blir, jo galnere den bliver,
Og det giør alle de, som onde Bøger skriver,
Jeg havde nylig Bud fra Danske Nymphers Chor,
De staae nu færdige at bære Sørge=Flor.
Man deres Prydelser dem søger at betage,
Hvor ved det ene Kiøn det andet skal behage,
Man deres Krukker, Glas dem disputere vil,
Hvor er i Verden hørdt et større Sørge=Spil.
De Stakler ingen kand nu klæde sig til Maade;
Hver Grille=Fænger=Geist vil over dem nu raade,
Nu attaqverer dem den Cimbriske Poet,
Nu Danske Sande=Mand og Daarligheds Prophet.
