Dog ey allene dem saaledes man antaster,
Men andre Danske Folk man ikke mindre laster,
J Eders Føde=Land man ey begaaer en Feyl,
Spectator viser den jo i sit Skrifte=Speyl.
J seer vel ugentlig hans Narrerie og Griller,
J seer, hvor dristig han med Folkes Ære spiller,
Det er jo Tild at man betænker sig paa Raad,
Og giør at komme kand en Kurre paa hans Traad.
For at forsøge om J understaaer at drage,
J Strid mod denne Mand, det Danske Folkes Plage,
Jeg hid til Eder er fra Krigens Gud udsendt;
Han som en tapper Helt har Eder længe kiendt.
Jeg sagde ydmygst da: Madamens Ord i Ære,
Jeg er saa stor Cujon, som Jorden den kand bære;
Men ellers med forlov, hvad er vel hendes Navn!
Hun sagde jeg er den, som tager Mars i Favn.
Og har J intet Sværd, min Mand skal Eder laane
En Sabel, der er Karl, og intet veed at skaane;
Got nok, jeg takker; men den Danske Sande=Mand
Ved Martis Sabel ey saa let nedsables kand.
Thi Fruen tænke selv, for saadan Mand at miste
Sit Hovet, er en Skaal man ey saa vel vil friste,
Jeg veed et bedre Raad; kom! lad os kravle op
Til de Gudinder, der beboe Parnassi Top.
Vil de mig give Lov paa Pegaso at ride,
Spectator uden Tvivl skal udi Græsset bide;
Faaer jeg en Dosis først af Hippoerene=Vand,
Strax bede skal om Fred den Danske Sande=Mand.
Hvad skeer vi stiger op, vi lader os anmælde,
Vi audience fik, vi saae den Magt og Vælde,
Den Herlighed og Pragt, som disse Muser har,
Jeg gav Suppliqven ind og fik saa dette Svar;
