No. 2.
Udgivet den 31 Julii 1744.
Proximbus Egomet mihi.
J¬
eg er en Patriot saa kiek som nogen anden,
Dog ey som andre naar jeg noget har paa Panden,
Jeg sigter for mit Land dog ey ved et Glas Viin
Der hentes fra Bourdeaux, fra Mosel eller Rhin.
Jeg er en Patriot; men kand mig dog ey finde
J det en Sande=Mand vil os paa Ærmet binde,
Paa Patrioter han giør saadan Caracter
At om den holder Stik, man gandske faa kun seer.
Han sine Brødre ey sig skammer at beskylde,
Man uden Medynk seer ham røre ved en Bylde
Der udi mange Aar har siddet i sin Roe
Ja som at være til man ey har vildet troe.
Spectator holder ey sin Skrive=Geist i Lænker
Han drømmer synes mig, og heel urigtig tænker,
Naar Landet gives Navn af et Societe,
Et Jndfald, som enhver med rette maa belee;
Er der Societe, hvor Vold og Uret øves,
Hvor Oret ofte af Bagtalelser kand døves,
Hvor Trætte reyser sig af største Baggatell
Hvor Kiærlighed og Dyd for længst har sagt far vel.
Er der Societe, hvor alle Baand er løste
Hvor hver seer til for sig og eget Gavn vil høste?
Er der Societe, hvor Venskabs ædle Baand
Ey lader Borgerne hin anden rekke Haand?
Ach ney! Spectator, ney, det lader sig vel høre,
Men i mit Hoved jeg dog ikke vel kand føre,
At saadant deyligt Navn J giver Eders Land,
J mine Øyne som det ey fortiene kand.
Ney sligt blant Mennesker vi finde ingenlunde,
J alt saa feylet har i Eders første Grunde;
Thi vil J prøve paa Societeter see,
J Skov og Mark J maa besøge Dyrene
Vel sandt, jeg ogsaa kand Societeter vise,
Hvis store Enighed jeg venter J vil priise,
Kom lad os kige ind i allerførste Kroe,
Der skal vi finde Fred og Kierlighed at boe.
