Sligt er i vores Tid nu blevet til een Mode,
Saa og saa meget har Viintapperen til gode;
Thi Manden drukket har saa meget gammel Sek,
At til Betalingen den heele Boe gaar vek.
Vel sandt, J gamle Folk, J friske Danske Helte,
J kunde tømme vel et Anker, naar det gielte,
Af Wismars Momme og af allerbeste Miød,
Der giorde Hiernen let, og gav paa Kroppen Kiød.
Vi ere derimod omskabte til Theister,
Vi drikke det, hvorved vi Kraft og Styrke mister,
Som Dødninger vi see hveranden nu at gaae,
Fordi man ikke nok af Thee de Bou kand faae.
De gamle Fædre man med Rette burde skaane
Og med sin kaade Pen dem ikke saa forhaane,
Mod vore Tiders Drik, at skrive er omsonst,
Spectator viser dog der i sin største Konst.
Nu er det bleven til en yndig Sommer=Mode,
At uden Porten man skal see sig lidt til gode,
Har Haandværks=Manden meer, end ædes kand een Dag,
J fremmed Luft og Drik han finder strax Behag.
Skiønt dette har sig saa, skal jeg det derfor laste?
Ney, Byrden bør man jo tilside lidet kaste,
En Skræder stedse ey kand sidde ved sin Naal,
Han Tiden deele maa imellem Naal og Skaal.
Men Sande=Manden ey bekymrer sig om dette,
Fordi i andres Sted han ey sig selv vil sætte,
Han skriver taabelig, han blander Last med Dyd,
Og Hedensk Raserie med en uskyldig Fryd.
Han meget slet er in Politicis verseret,
Paa Stats=Greb synes mig, han lidet har studeret
Paa Drik en Stats=Mand bør med Flid jo legge Vind,
At han udforske kand en fremmed Herres Sind.
Det Ansigt, som han ey vil holde for et Smykke,
Det holder jeg for et Naturens Mester=Stykke,
Hvo kunde han dog vel den Næse, Kind belee,
Hvor man kand levende hver Dag og Datum see?
Det Epitaphium, han Bibiano giver,
Hos Efterkommeren et Ære=Minde bliver,
Hver sørge vil for en saa rigtig Almanak,
Der ey, som andre, gav for Penge Løgn og Snak.,
