Og sant at sige, jeg saa let begriber ikke,
Hvorfor saa hæftig han forbyder Folk at drikke?
Han meget meere selv forbunden er dertil,
Naar af en Sande=Mand han Titel have vil;
Thi Sandhed skal man jo udi Pocaler søge,
(*) In vino veritas.
Naar han nu ædrue sees med Drankere at spøge,
Man troer ey hans Ord, man siger: skaf Beviis,
At Bacchi Dyrkelse vi holder udi Priis.
Maaskee han ikke selv fordrager megen Spiise,
Mod Æderen derfor sin Nidkierhed vil vise,
Maaskee han ikke selv kand taale et Glas Viin,
Og anden Mand derfor udraaber som et Sviin.
Jeg siger kun maaskee, og intet vist om dette,
Skiønt mange findes, der tør sætte Folk til rette
For det, i hvilket de ey finde selv Behag,
Da dog det samme er ey nogen syndig Sag.
Saa see vi mange, der forbyde Folk at dandse
Fordi ved hvert et Fied af Ælde de maa standse,
En Mand, hvis Øre ey, som andres dannet er
Fordømmer den Credit, man for Musiquen bær.
Hvad jeg fornemmelig i Arket criticerer,
Er, at en Senecam, en Hedning, han citerer,
Da han dog skrive vil til Christne Folkes Gavn,
Og selv vel ogsaa af en Christen haver Navn.
Lad være Hedninger kand giøre os til skamme,
Vi ikke noget dog bør lære af de samme
Fornuften, siger man, tilside sættes skal,
Hvis man ey vandre vil i Blindheds mørke Dal.
Jeg veed vel visse Folk for blinde Indianer,
For vantroe Jøde=Hob, ja for Mahomedaner,
At aabne Himlens Port; men jeg det ikke giør,
Og skal jeg sige reent, hvorfor jeg ikke tør?
Da skeer det, fordi jeg derover maatte frygte,
At Folk, der sparer ey sin Næstes gode Rygte,
Mig vilde raabe som en Tyrk og Hedning ud,
Ja sige, at jeg ey bekiendte nogen GUd;
Ja mine Blade, naar en Bog de kunde giøre,
Paa Bindet skulde vel en Hedensk Titel føre;
Sligt giør, jeg ikke just vil sige, hvad jeg veed
Min Dom ey grunde paa en grundet Kierlighed.
