16.
Vil Sande=Manden ey blant Hedning-Hoben regnes,
Han stræbe i hans Ark at intet Hedensk tegnes;
Hos os en Hedning ey paa Dyd Exempel er,
Thi mange ere end ey gode Hedninger.
Men hvad? jeg skulde jo mit eget Folk forsvare,
Og see, min egen Pen dem ey engang vil spare
Den Sandhed, Sandhed er dog meget underlig,
Ved hver en Leylighed den vil dog yttre sig.
Dog ey forsagt mit Land! jeg har et Ord tilbage,
Der sikker meget vel vil Sande=Manden smage:
En Grav=Skrift sætter han paa den Forædtes Steen,
Den samme er Zirat for Mandens døde Been.
Skiønt han har intet gjort i alle sine Dage,
End ædt, saa bliver dog den Roes for ham tilbage,
At han har noget gjort, da mangen sover hen,
Hvis Navn ey værdig er at tegnes med en Pen;
Som Skygger synes de at være udi Live,
Og om for een af dem jeg skulde Grav=Skrift skrive,
(a) Han har været til.
Jeg Exstitit (a) kun skrev, og det for meget var;
Thi hvoraf veed jeg, at et intet været har.
(b) Maaskee.
Et Forsitan (b) derfor jeg allerførst maa sætte;
Enhver Retsindig, som nu eftertænker dette,
Berømmer meere den som Edit har fortient,
End den, som har sig ey ved noget gjort bekient.
Fremdeles maa jeg see vor Sande=Mand at laste
De store Folk, fordi de ey vil holde faste,
Hvo ey forbittres maa, hvo maa ey blive vreed?
Naar man kand spore en saa stor Vankundighed.
Som Manden Grad for Grad paa Ærens Trappe stiger,
Saa voxer Maven med, Philosophi det siger,
Naar Hiertet tager til, naar Hiernen bliver stor
Saa bliver Maven som mit store runde Bord.
En Russ en Portion og intet meer maa smage,
Naar han Examen faaer, kand han den anden tage,
Men faaer han Attestats, den tredie gaar med,
Blir han Magister, er strax for den fierde Sted.
Og naar han bliver Præst, den femte ey foragtes,
For ham som Provst en Stud, et Lam, et Sviin maa flagtes,
Som Bisp, der reyser om med sin Familie,
Hvad Sognet skaffe kand, han maa paa Bordet see.
Jeg slutter af mig selv, det maa sig saadan have,
Snart intet kand forslaae i min Magister=Mave,
jeg skrækkes ofte, naar jeg Rector=Nykker faaer,
Jeg frygter, at til Mad den heele Løn bortgaaer.
Saaledes har det sig med alle andre Stænder,
Men slig forborgen Sag Spectator ikke kiender,
sit Morale er han derfor ikke sund,
Thi i Philosophie han haver ingen Grund.
(x)
