25
No. 6.
Udgivet den 28 Aug. 1744.
Ulula cum lupis,
Cum qvibus esse cupis.
J¬
eg glemmer ey den Dag, Spectator fik i Sinde,
Mod Mode=Dyrkelsen at skierpe saa sin Pen,
Og attaquere en saa nydelig Gudinde,
Der stedse viser sig af Mennesker en Ven.
Pro forma hidindtil jeg ikkun haver skrevet,
Nu ruster jeg mig ret, nu drager jeg mit Sværd;
Dog vil jeg vide først, om Moden er fordrevet;
Maaskee den trænger ey til Forsvar og Gevæhr.
Ach! ney, Triumph! jeg seer, den sidder paa sin Throne,
Trods Danske Sande=Mand med all sin Konst og Skrift,
Den har ey tabt sin Priis hos Jomfrue, Mand og Kone,
Nu først den synes ret, at være i sin Drift;
Spectator havde tænkt: det kand ey andet være,
End Folk jo Moden som en Gift og Pest maa skye,
Naar dens Beskaffenhed jeg stræber dem at lære,
For den som Fanden selv, jeg haaber de vil flye;
Men see! saa har han sig med all sit Haab bedraget;
Du lille Mode=Glut, jeg prise maa din Konst,
At sige os farvel, det har dig ey behaget,
Hvad man imod dig giør, du viiser er omsonst.
Ret saa Insanus Mand, bliv du kun ved at prale,
At svinge med din Stiært, at sætte dig i Gield,
Skal Mode=Solen end i Slutteriet dale,
Saa er det dog din Trøst, at du har levet vel.
Du veed, at all Honneur med eet du maatte tabe,
Om du ey underskrev, hvad Moden skriver for,
Singularister lad kun drømme, gloe og gabe;
Jeg priser sandelig af Hiertet dine Kaar.
