26
Hvad? om du sindet blev at kalde paa din Skræder,
Og sige: Mester, jeg mig haver nu betænkt,
Jeg længere nu ey vil bære Modens Klæder,
At jeg ey, som man spaaer, til sidst skal blive hængt.
Af Vadmel skal J mig en Bonde=Kovte giøre,
J Skiødet intet Stift, i Folden ingen Haar,
Af Skræderen du vist fik disse Ord at høre:
Monsieur, J er jo gal, og hen i Taaget gaaer.
Dog Manden havde ret; Thi jeg begriber ikke
At man kand sige dem at handle mod Forstand,
Der efter Moden sig i Klæde=Dragt vil skikke,
Helst saadan Mode, som af alle tages an.
Det heder vel, man er begierlig efter Ære,
Naar efter Moderne man vil opføre sig;
Men stolt i større Grad den synes mig at være,
Der, skiønt han kand, dog ey vil være Moden liig.
Jeg siger for min Deel, jeg søger ingen Ære
J Klædernes Facon, i Yppighed og Pragt;
Dog vil, som andre fleer, jeg alamodisk være,
At egne Griller ey skal skaffe mig Foragt.
Om Moden sagde: Du skal Ræve=Rumpe bære;
Jeg sagde ja, Madam; saa siger Mand for mig,
Med andre Narre jeg en Nar vil ogsaa være,
Den er den største, som mod sligt erklærer sig.
Singularisterie jeg ikke kand fordrage,
Jndbildning om sig selv dets onde Moder er;
En Momus ikke vel kand andre Folk behage,
Uskyldigheden selv han komme tør for nær.
Spectator, vilde jeg, var lidet bedre øvet
J Verdens Phantasie, saa skrev han ey saa galt;
Det er hans Lykke, om han ingen Tid har prøvet,
Hvad Lykke den kand faae, der eyer kun en Plalt.
En Kiortel, der er fiin, og skaaret efter Moden,
Er bedre end een god og ypperlig Attest;
Væ! den, der intet har, han drage kand paa Foden,
Og som sig skiule maa med pialtet Kiol og Vest.
