29
No. 7.
Udgivet den 4 Septem. 1744.
Odi homines ignava opera, Philosopha sen¬
tentia, qvi cum sibi semitam non sapiant,
alteri monstrant viam.
Pacuv.
E¬
n Moralist, der vil forbedre Folkes Sæder,
Mod smaa Ting pleyer ey at skierpe just sin Pen,
Han ey befatter sig med Strømper, Skoe og Klæder,
Kun viser at han ey af Laster er en Ven;
At skrive tvende Ark mod Moderne, er noget,
Hvoraf en egen Smag all Verden spore kand,
Hvad skiøtter jeg, om man er buntet eller broget
Mon ey i andet man kand øve sin Forstand?
Spectator lader det ey ene derved blive,
At føre Pennen mod uskyldig Klæde=Dragt,
Han Regler drister sig end og at foreskrive,
Hvorledes stiles skal en kiærlig Ægte=Pagt.
Han giver Love, som ved Barseler og Gilder
Bør efterleves, men bedrager jeg mig ey
Saa troer jeg, at han sin Tiid og Fliid kun spilder,
Ja selv betræder en urigtig Stie og Vey,
Han taler uden Grund, naar Barsel=Moden vises,
J Barsel=Stue det gaaer anderledes til;
Thi de Besøgende med blotte Snak afspises,
Ey kommer, for en Mand de ødelegge vil.
Opbyggelig Discours paa slige Stæder høres,
Hver Martha taler om en god Oeconomie,
Og viser, hvordan den med Lykke best kand føres,
Skiønt hlemme selv hun ey sin Finger har derl.
En anden taler om sin taabelige Pige,
Som nu til Mikkels Dag sin Afskeed have skal,
