Der skienkes gammelt Øll, og gives noget andet
End Vand iskænket paa fortørret China=Høe.
Af Spill Spectator ey en Elskere maae være,
Hans Øren ømme er, han taaler ey Musik,
O! Stakkel, det er ondt, gid han dog maatte lære,
Hvorledes Ørene kand faae en anden Skik.
Naar Præsten talet har i en alvorlig Tone,
Violen give bør en lystig Fryde=Klang,
Sligt er en Spaadom, der kand lære Mand og Kone,
At Standen blandes skal med Graad og Glæde=Sang.
Men bedre synes mig, han ikke raisonnerer,
Om Møderne der sees ved en Begravelse;
Han ey fordrage kand, at nogen condolerer,
Og taler Trøste-Ord i Sørge=Huusene.
Han støder sig, naar han et Sørge=Vers kand læse;
O en forunderlig og meget selsom Smag!
Et Liig, der kiøres bort, en Brand er i hans Næse,
Kort sagt: Han skaaner ey den allerbeste Sag.
At trøste Enke=Mænd, at reyse op en Enke,
Mon sligt fordømmes bør? Jeg ydmygst meener ney;
Poeterne, der vil den Dødes Tarv betænke,
Mon de ey alle gaae paa en uskyldig Vey?
Tænk, kiære, hvordan man sig skulde vel indbilde,
At N, der døde bort, i Verden været har;
Hvis ey en Skialdre=Pen af bare Medynk vilde
Udrette, at enhver hans Dyd nu bliver vaer.
G lever hen som en, der lever for at æde,
Pocaler og sin Siæl han haver lige kiær,
Naar man ham ædrue seer, man Aarsag har at græde,
Thi sligt detyder ondt og farligt Omen er.
Naar denne Broder døer, hvor vilde det ey lugte,
Om Sandhed blev ført an udi hans Testament?
Men
