32
Men see, saa kand Poet og Præsten Folket tugte,
At en saa ædrue Siæl som G man ey har kiendt.
J den Henseende jeg Liig=Vers meget agter
Hos mig Melpomenus i stor Estime er,
Jeg dadler stedse den, der nogensinde tragter,
At styrte en Poet, som elskes af enhver.
Hvor mange maatte ey min kaade Pen fordømme,
Om jeg den skierpede mod kostbar Sørge=Færd,
Man vilde sige: kand det vel en Christen sømme
Sin Næstes Næring at han komme vil formær.
Hvor mangen Hyre=Kudsk fik Aarsag ey at sukke
Hvis Manden ey til Vogns blev draget til sin Grav?
Ja mangen Kræmmer blev vel nødt sin Bod at lukke,
Om Sørge=Stadsen blev aldeeles skaffet af.
Spectator løber vild i dette og i meere;
En Sag med Følgerne han ey for Øyen har;
J sær han tager Feyl naar han vil projectere
En Maade, hvordan Folk sig giøre skal til Nar;
Jeg forhen merket har, at den der har Merite,
Og er ved Lykkens Haand paa Ærens Trappe sat,
Kun meget sielden sees paa Pragt sig at beflitte,
Projectet vil vi nu til Slutning tage fat:
Det er urimeligt med tvende Ord at sige;
Spectator meget meer vel burde skrive saa:
Vil kun den Nedrige de Store blive liige,
Skal Mode=Pragten snart sin sidste Afskeed faa.
Dog det gaaer aldrig an; thi Folk bør distingveres,
At man ey irre skal og tage Qvid pro qvo,
Min egen Orden vil heroper allarmeres,
Og sige: Jngen bør slig Syncretismum troe.
Jeg selv bør stræbe, at, jeg ikke skal antages
For slet og ræt Student, mit Hoved derfor sees
Med en Peruqve, som kun af Magister drages
Hvorvel for denne jeg af Daarer maa belees,
J(2
