Og mon man Eder kand blant Patrioter sætte,
Naar J udvælger en fordækt og hykkelsk Vey?
Jeg tilstaaer gierne, at, hvis alle vilde leve,
Som usel Bonde=Pak, behøvede vi ey
At lade vores Liv i Frygt og Fare sveve,
Naar vi begive os paa Havets Bølge=Vey;
Jeg tilstaaer gierne, at en sværtet Jyde=Potte
Paa Bordet kunde vel som Spøle=Kom bestaae,
Og at en Øre=Skaal, om man den bruge maatte,
For Thee= og Caffe=Kop iblant os kunde gaae.
Jeg tilstaaer, at et Skind af Giæddebukken draget,
At Huden af en Koe, en Ulf, en Biørn og Hest,
Det samme giøre kand som Dammast, der er taget
Paa Stæderne, hvor sligt kand forarbeydes best;
Men naar nu Mennesker vil ingen Biørne være,
Og ey i Linie med Juule=Bukke gaae,
Naar de nu bedre Ting end Lamme=Skind vil bære,
De Stæder søges bør, hvor andet er at faae.
Vi kunde, siger J, os gierne lade nøye
Med Vahre, som kand faaes i vores eget Land,
J siger Ret, naar J vil deres Tanker føye,
Der bedre ey om sligt end J jugere kand.
Med saadan Sladder J af Stæderne fordømmer
Den Viin, J mange Aar som Danmark haver brugt,
Fui, saadan daarlig Skrift ey en Spectator sømmer,
Det giver saadan slem og heslig Stank og Lugt.
J taler Sandhed, naar J om Fabriquer skriver
Gid Sagen maatte sees i bæste Floer og Stand!
Men mon J ogsaa just ved bare Sandhed bliver,
Naar dens Forhindringer J dristig fører an?
Jeg med Fortrydelse hos en og anden læser,
At Kræmmer=Hoben skal allene have skyld,
Men om de Sagen kom lidt nær med deres Næser,
De skulde lugte vel en anden Æder=Byld.
Vi Kræmmerne dog ey bør dømme fra Forstanden,
Ey fra al Kiærlighed til deres Føde=Land,
