Ney Sygen findes skiult saa vel hos en som anden,
For egen Nytte som man vel beskylde kand.
Var jeg bemidlet Mand af store Capitaler,
Jeg i Fabriquerne dem vilde sætte hen?
Men om Procento jeg tog meer end fem Rixdaler,
Jeg burdte kaldes ey en Patriot og Ven.
J taler, kiære Ven, om Kiærlighed til Landet,
J siger, at den er saa meget rar at see;
Men see! det synes, som J har den selv forbandet,
Naar J arbeyder paa en Mands Beskiæmmelse.
Mon Kiærlighedens Lov kand eder vel tillade,
Mod Eders Brødre at agere en Fiscal?
Mon J ey siges kand en ærlig Mand at hade,
Naar J tillade vil jer Pen at løbe gal.
Af en blant tusinde at vilde Slutning giøre
Mon det mod Kiærlighed ey meget stridigt er?
Ney aldrig vilde jeg min Pen saaledes føre,
Det er i slet Credit at bringe Mennesker.
Mod Hoved=Stadens Folk endskiønt J ikke taler,
De andre ere dog jo ogsaa Landets Børn,
En Mand, der offentlig sin Næste saa afmaler,
J et Societe er værre end en Biørn.
Naar man vil have Ord at søge Folkes Beste;
Naar deres Sæder man vil see i bedre Stand,
Bør man ey fare frem som Ulve, løbske Heste,
Sligt vel forbittre, men forbedre aldrig kand.
Sagtmodighedens Vey den sikkerste vel bliver
Med Skields=Ord kommer man i Verden ingen Vey,
Lad Landet see, at J af kiærligt Hierte skriver,
Maaskee om Bedring da alt Haab forsvinder ey.
En Præst, der idelig med haarde Ord huserer,
Der raaber stedse: Du er vist en Helved=Brand!
Ved slige Midler ey de Godes Hob formerer,
Som kunde skee, hvis han ret brugte sin Forstand.
Gaaer jeg lidt bedre frem, saa finder jeg, J laster
De stolte Pralere, der æder Landets Frugt,
