Men Landets ædle Sprog af Daarlighed forkaster,
Som noget, der ey af de Store bliver brugt.
J taler heri Ret; men mon J selv ey synder
Mod Lovene, som ud fra Eders Hierne gaaer?
Mig synes jeg kand see, at J det Franske ynder;
Thi mange Ord deraf i Eders Blade staaer.
Jeg tilstaaer, alle Ord vi ikke bør forkaste,
Der ere fremmede; men naar vor eget Sprog
Til mange trænger ey, saa bør jeg Eder laste,
Naar alt for mange jeg kand see i Eders Bog.
Jeg haver mange hørt om Eders Ark at sige:
Den Mand begiærer ey at læses af enhver
De Ord, der hentes fra et fremmet Land og Riige,
Giør mangen Mening mørk for den, der Dansk kun er.
Musiquen regner jeg blant Himlens egne Gaver,
Jeg støder mig derfor, naar jeg saa ofte seer,
At man om denne Sag saa slette Tanker haver,
Og af Capricer den, skiønt uden Grund, beleer.
Skal Landet stedse da en Sørge=Stue være,
Skal man fordømme en uskyldig Lyst og Fryd,
Skal det fordømmes, der gaaer ud paa Landets Ære,
Hvad ondt kand findes i en yndig Harpe=Lyd?
Skal alting rettes ind, som de os foreskrive,
Der muelig plages af et ondt forraadnet Blod?
Ney, naar Musiquen kand foruden Misbrug blive,
Saa vilde jeg, den stod paa en bestandig Fod.
Jeg kunde meget meer mod Eders Ark erindre;
Men jeg nu endelig maa legge ned min Pen,
Hvad jeg har skrevet, er for videre at hindre,
At J ey skrive skal som Fiende og Uven.
Me
