37
No. 9.
Udgivet den 18 Septembr. 1744.
O! vanas hominum mentesl O Pectora
cæca!
E¬
t Skrift, hvor Læseren maa efter Orden leede,
Beviiser gierne at Skribenten er forrykt,
Dets Læsere i Hast kand blive noget kiede,
Helst naar hver Tanke er paa Phantasien bygt.
J Arket, som jeg har i Dag at censurere,
Jeg finder mange Ting, der ikke dadles kand,
Jeg vredes kun, fordi jeg ey kand observere
En rigtig Orden hos den Danske Sande=Mand.
Han om Forlovelser ey noget sees at skrive,
Der dog naturlig viis for Ægtestanden gaaer,
Mit Blad om denne Sag skal derfor noget give,
Endskiønt af Praxi jeg det mindste ey forstaaer
Naar jeg Forlovelser fornuftig vil betragte,
Naar deres Følger jeg og Virkninger anseer,
For daarligt Børne=Verk snart alle jeg bør agte;
Thi af de fleeste de som udi blinde skeer.
Hvor mangen Skole=Pog, der har ey Haar paa Hagen,
Og neppe femten Aar, ey udi blinde gaaer?
Han ikke lære kand sin Lectie om Dagen,
Fordi Forløvelsen ham udi Tanke staaer.
Han seer en Pige, der kand efter Moden vrikke,
Og mueligt giver ham et yndigt Øyekast,
Strax tændes Luen an, han længe tøver ikke,
Før han har bundet sig til Lokke=Duen fast.
Han kaster Bogen bort, kun paa sin Dukke tænker,
Om Dagen tager han af Rector sine Hug,
Til Pigen ofte sit Stipendium bortskiænker,
Og røber sine Saar ved Kiærlighedens Suk.
Sit Øye stedse han i Almanakken kaster,
Og siger, kom, ach kom, du søde Navne=Dag,
