Naar Dagen kommer, han med Binde=Brev antaster
Sin Elskte, tænker ach! det er en de lig Sag.
Naar han den Fabel seer om Pyramus og Thisbe,
Han tænker paa sig selv og sin den halve Siæl;
Af Kiærlighed han sees at græde og at gisbe,
Og finder i sit Sind en melancholisk Pæl.
Af Længsel siger han: ach! gid den Tiid var omme,
Jeg kunde som Student faae Kaarden ved mit Laar,
Og som en grand Monsieur fra Hoved=Staden komme
Til den, hvis Hierte i en kiærlig Liee staaer.
Naar han omsider kand sin Kiæreste fornøye,
Som Academicus, saa har han ingen Roe,
Før han med Betle=Brev i Hast sig maa forføye
Til den, der under ham i Skole=Huus at boe;
Der er hans Fængsel, hvor han Plage=Fogd skal være,
Hvor Luften er hans Mad, hvor Gulvet er hans Seng,
Naar han ey meere kand, saa nyder han den Ære,
Som en velagtet Degn at blive Præstens Dreng.
Hvor mangen Dotter sees sin Lykke at forspilde,
Fordi hun solgte sig ved en Forlovelse,
Og ikke deres Raad i Stilhed følge vilde,
Der havde Øye paa en anden Beylere?
J sær jeg Pennen bør mod deres Omgang skiærpe,
Der giver Løftet bort til Fire eller Tre:
Sligt har man ofte seet hos mangen Jomfrue Snerpe,
Der sig forlovet har med fem Tilbedere.
F Af vort eget Kiøn er ikke bedre sindet,
Een synes ham forlidt, han fleer bedrage vil,
Med søde Sminker han nu Fire har forblindet,
J Morgen legger han maaskee den Femte til.
Slig Omgang roser han som deyligt Mesterstykke,
J mine Øyne er han ikke Livet værd,
En Mand, der spiller Bold med andres Ære, Lykke,
J Panden, meener jeg, sit Brænde=Mærke bær.
Jeg kunde meget meer om denne Sag anføre
Og viise mangt et Greb, som mange have brugt;
