Men jeg vil ikke meer i denne Mødding røre,
At den ey give skal en alt for giftig Lugt.
Dog jeg med tvende Ord Forældre maa erindre,
At Sygens Aarsag man hos dem kand ofte see;
Thi mange kunde vel saa stort et Onde hindre,
Om deres Børne=Tugt var noget klogere.
En Sang om Kiærlighed er deres Vugge=Viise,
Er Barnet trende Aar, det har sin Kiæreste;
Vor lille Peder skal jo have Jomfrue Liise,
Sligt accorderes og af Skolemestere.
Naar Juulen kommer, skal man udi Juule=Stue,
Der giemmes Ringen vel, der skal betales Pant,
Der kand en Courtisan med venligt Øye skue
Sin Jomfrue, som har lært at vise sig galant.
Naar Faderen har Lyst at skiemte med sin Kone,
Sin Elskovs Handel han fortæller Børnene,
De spidser Øren ved saa sød og liflig Tone,
Hvad de har lært deraf, man kand med Tiden see.
Men lad os endelig til Sande=Manden komme,
Og see, om Ægteskab hved) han os haver sagt;
Jeg underskriver ey de fleeste af hans Domme;
Thi han har galt Begreb om kiærlig Ægte=Pagt.
Samdrægtighed i sær han høyt recommenderer,
Han raaber stedse paa indbyrdes Kiærlighed;
Han blive ikke vreed, jeg meget exciperer,
Thi Reglen strider mod en klar Erfarenhed.
Det er ey stedse got, naar begge Parter findes
Af lige Sindelaug; det dræber Kiærlighed;
Naar Qvinden, der er ond, med Fromhed sammenbindes,
Kand det ey skade, at hun ofte bliver vred.
G Elsker Brændeviin, bortspiller sine Penge,
Hans Kone viser ham med Klogskab anden Vey,
Men om de begge nu ved Glasset vilde hænge,
J Huuset blev tilsidst en Senge=Dyne ey.
Naar Manden kommer hiem som proppet Fyldebytte,
Saa raaber han: jeg er en Konge i mit Huus,
