42
Han veed vel ikke, at man billig bør forkaste
Alt, hvad man bliver i en Kiætters Skrifter vaer.
Var det en Sandhed selv, saa bør man den dog laste,
Just efterdi den sees hos en fanatisk Nar.
Nu det gik rigtig an vi Grunden har omrevet
Ved Krigs=Puds og et snilt dog Theologisk Greb,
Vor Fiende seer sig nu saa got som reent fordrevet,
Bejamrer vel at han sit Sværd imod os sleb.
Vi gaaer nu bedre frem, vi hører ham at sige,
Pedanter at han ey i Verden have vil;
Men trods en eneste af Verden skulde vige,
De daglig meget meer i Verden voxe til.
Jmod Pedanterie at vilde noget skrive,
Er lovligt i sig selv og ikke dadles kand;
Men den, af Verden som Pedanter vilde drive,
Bør ey passere for en l hi osophisk Mand.
Vor Verden er en saa forunderlig Machine,
At den ved ondt og godt allene kand bestaae,
Den, som det onde ned for Fode vilde trine,
Jmod Naturen selv fordrister sig at gaae.
Man Klinten skaane bør, at Hveden ey skal skades,
Man bør Pedanter ey af Verden jage ud,
Nok er det, Secten bør af alle Kloge hades,
Men blive dog ved Magt som andet ondt Ukrud.
Tag bort Pedanters Flok, hvad bliver saa tilbage,
Af Lærde? sandelig et saare lidet Tal,
Thi man har forud spaaet, at i de sidste Dage
Af Daarer overalt vor Verden vrimle skal.
Naar Sagen ellers man fornuftig vil betragte,
Man seer Skribentere som udi blinde gaae,
Og mangen ærlig Mænd for en Pedant at agte,
Der dog med billighed blant kloge Folk bør staae.
En Mand, der lægger Vind paa gamle Tiders Sager,
Og stræber, at de ey i Glemme=Bog skal gaae, En¬
