Enhver fornuftig Mand som vel fortient behager,
Og ey anføres paa Pedanters Liste maae.
Jeg kiender mange, der tør raabe mod Pedanter,
Skiønt samme Plætte de paa deres Kiortel bær,
En Gante pleyer meest at laste andre Ganter,
Spectator muelig og saaledes sindet er.
Han skriver mangen gang af Bitterhed og Galde
Mod en og anden, som han ey fordrage kand,
Og meget drister sig Pedanterie at kalde,
Der Prøver viise kand paa Lærdom og Forstand.
Det lader som han vil Philologie fordømme,
Og er en Hadere af rigtig Skrive=Konst,
Hvis saa er, maa han jo Vankundighed berømme,
Og sige reent ud, at all Lærdom er omsonst.
Han skiøtter ingen Ting, kun lader Pennen løbe,
Saa todset som den kand, han tænker at enhver
Skal troe hans lumpne Snak og ingen torde røbe,
Hvor gal hans Hierne og hans heele Slutning er.
Det er slet ingen Konst en ærlig Mand at skiemme,
At sige den og den er visselig Pedant,
Men slige Geister man med rette burde tæmme,
Med mindre blev beviist at de har skrevet sandt.
Man fører Mærker an, hvoraf Pedant skal kiendes,
Men skulde disse som de Rette holde stik,
Jeg frygter Løgterne forgiæves maatte tændes,
Og den, der ledte om en klog, forgiæves gik.
Opspilet Næse=Bor, smaa Øyne, rynket Pande
Er de Pedanters Tegn; nu bliver Manden gal,
Paa saadan Maade er jo Folk i alle Lande,
Der slige Miner har, et stort Pedante=Tal!
Spectator siig mig dog, hvorledes er jer Næse?
Opspilet eller lukt, hvorledes er jer Mund?
