45
No. II.
Udgivet den 2 Octobr. 1744.
stultorum plena sunt omnia.
H¬
vad sender Rigdom til Neptuni vaade Boelig?
Hvad giør, at Havet blir en Søemands fæle Grav?
Man trodser Veyrets Gud, der ofte er uroelig,
Og Stolthed Haanden har paa Skibets Roer=stav.
Den stryger ingen Seyl, naar Himlens Skyer true,
Den pukker ligesom mod Bierge=Bølgens Magt,
Den skammer sig for Død, for Undergang at grue,
Slig Hovmod mange har paa Havets Grunde lagt.
Da troer jeg en Mand er nærmest ved at falde,
Naar om sin egen Sag han høye Tanker har,
Og naar han tør sig selv en Viisdoms Eyer kalde,
Blant de fornuftige han agtes for en Nar.
Spectator giør sig Fliid ald Verden at indbilde,
At Viisdom fører hans forunderlige Pen,
Jeg meener derimod den Tiden maatte spilde,
Det vil beviise ham at være Viisdoms Ven.
En Mand, der taler haant om Viisdoms egne Sønner,
Der Videnskaber sees at bringe i Foragt,
Der sine Lærere med bittre Ord belønner,
Med Daarlighed, jeg troer, har sluttet evig Pagt.
Han drømmer meget sødt om sine Uge=Blade,
Han meener, Viisdom sees i hvert et daarligt Ord;
Jeg meener tvertimod man bør hans Blade hade,
Dog ney, de ziire kand en Skinke paa et Bord.
Tænk ey, min Læser, at jeg ubesindig skriver,
Og kun arbeyder paa Spectators Miscredit,
Ney, Ondskabs Bitterhed saavidt mig aldrig driver;
Men Sandhed siger: Skriv, min Ven, kun sant og frit.
