46
Jeg skriver ogsaa sandt; thi naar jeg vil betragte,
Hvad han i tvende Ark har om Pedanterie,
Jeg seer ham tydelig ald Viisdom at foragte,
Og skierpe Pennen mod en sand Philosophie.
Correspondentens Brev, der beder ham at sige,
Hvad Vey til Viisdom er den allersikkerste,
Han vel har givet sted, men sees han ey at vige
Fra det? thi intet Svar vi kand i Arket see.
Med Videnskaber han ret ilde har huseret,
Og det, der tiener til den lærde Verdens Gavn,
Hans Pen forkastet har og kun prostitueret,
Naar han det kalder med Pedanteriets Navn.
Jeg vædder, at enhver, der haver læst hans Blade,
Med Grund ey fælde kand en meget bedre Døm,
Gid Lærdom ikkun ey skal tage nogen Skade!
Saa skader det ey, at hans Ark til Lyset kom.
Han røber sig kun selv og sine slette Tanker,
Der stride med sig selv, og ingen Vished har,
De løbe uden for Fornufts og Sandheds Skranker,
Som Daarligheden selv en Moder til dem var.
Ald verdslig Viisdom blev som Narrerie at agte,
Hvis hans Betænkninger som Regler være skal,
Enhver Studerende han synes at betragte
Som den, der regnes bør blant Daarers store Tal.
Et Sted han siger, at Pedanten kun studerer
Paa det, der Verden ey til Nytte være kand,
Naar noget derpaa han af dette recenserer,
Han nævner det, som sees hos hver fornuftig Mand.
Den, som Logiquen et Pedanterie vil kalde,
Han taler synes mig, som Daarekiste=Mand,
Er Dommen rigtig, kand jo samme Slutning falde
Om Siælens ædle Kraft, et Menneskes Forstand.
