En kand fortiene Sted hos Daarer og Pedanter,
Men hvad han lærer, er just ey Pedanterie,
Hans Væsen gir ham Sted blant de studerte Ganter,
Hans Videnskab har ey den mindste Deel deri.
Det synes ligesom Spectator vilde sige,
At den, som viser sig at være en Pedant,
Skal stedse holdes for en Ignorant tillige,
Jeg meener herudi han ey har skrevet sandt.
Vi finder mange, der har Lærdoms Capitaler,
Og for Vankundighed med Ret beskyldes ey,
Men som de deres Pund formeget selv afmaler,
De Foeden have paa Pedanters brede Vey.
Han siger vel, at han Studeringer ey laster,
Og af Sciencer at han selv en Elsker er,
Men see, han snart enhver med Bitterhed antaster,
Og ey Ærbødighed for en Apollo bær.
Blant Lærde maa vi ey Pedanter ene søge,
J andre Stænder vi den Sect kand ogsaa see,
En Mand, der ikkun vil med lærde Brødre spøge,
Kand snart bevise sig en Lærdoms Hadere.
A er en Krigs=Pedant, der stedse bombarderer,
Der skyder, sigter, skiønt han sidder ved et Bord,
Der sin Soldater=Hob med Foree commanderer,
Og vredes, om han ey beholder sidste Ord.
Han trodser ligesom mod alle Elementer,
Feur, Hagel, Donner, Blitz han stedse har i Mund,
Naar Compagniet ham ved Spille=Bordet venter,
De frygte alle for den Martialske Hund.
Hvor han befinder sig, han om sig selv kun taler,
Om sine mange Tog, sin store Tapperhed,
Og af sit Helte=Mod for alle sig afmaler,
Der, at han løb i Skiul bag Høyen, ikke veed.
47
