Han er en flittig Spille=Mand,
Og kand saa deylig blæse.
Lad være han ey kaldet er
Til Musicant at være,
Saa veed vi, det er ey enhver,
Der kand de Byrder bære,
Som den af andre legges paa,
Skiønt de ey have Kræfter,
Dog denne Sag vi ikke maa
Formeget grandske efter,
Naar hans Betient at giøre har
Med alle Embeds Sager,
Saa var han jo den største Nar,
Om han sig selv og plager.
Ignavus, som for Regnskab staaer,
Har ey med det at giøre,
Som giennem andres Hænder gaaer,
Naar han kand Foden føre
Til Viin=Huus, og med Flittighed
Udtømme ni Pocaler,
Han Aarsag har at blive vreed,
Naar kaade Munde taler
Jmod hans Ladhed; thi jeg veed,
Han haver vaagne Nætter,
Naar han til Dag med Nidkierhed
Sin Spille=Pligt forretter.
Det Gode, som af Ladhed sees,
Til Mennesker at flyde,
Giør, at den Last maa ey belees;
Thi mange maatte nyde
J Livet meget haarde Kaar,
Hvis Lasten blev forbandet,
Ja Betlere, jeg frygter for,
Snart vilde fylde Landet.
Man siger vel, at Ladhed er
Til Betlerie en Moder,
