Da jeg dette eftertænkte,
Jeg mig ned paa Sengen slængte,
Og i Hast en Drømmer blev;
Som jeg fik et vaaget Øye,
Vilde andre jeg fornøye,
Og min Drøm til Trykken skrev:
Dyden syntes jeg at skue,
Der med Kierlighedens Lue
Tænde op mit kaalde Bryst;
Hun mig bad den Vey at træde,
Som saa mange har med Glæde
Vandret paa til Livets Lyst.
Jeg var lydig; men den Møye,
Som jeg havde at fordøye
Paa Gudindens snevre Vey,
Steenene, hvorpaa jeg stødte,
Og det Onde, som mig mødte,
Lader sig beskrive ey.
Hunger, Tørst, Foragt og meere
Kunde mig med andre fleere
Jage bort fra Dyders Stie;
Men Gudinden slap mig ikke,
Bad jeg vilde mig dog skikke
J det korte Slaverie.
Ofte jeg mit Øye vendte
Paa en anden Vey, og kiendte
Mange, som jeg kunde see
Udi fuld Galop at springe,
Og med Vinger sig at svinge
Liige op til Stiernerne.
Deres Vey var slet og lige,
Jngen af dem kunde siige:
Jeg til Maalet kommer ey.
