Sligt mig stedse stod for Øye,
Neppe kunde jeg fordøye,
At betræde Dydens Vey,
Men mig Dyden holdt tilbage,
Viisde mig de gode Dage,
Som jeg kunde vendte, naar
Hykleriet gik til Grunde,
Og naar Dyden herske kunde
J Lyksalighedens Aar.
Dette skurret i mit Øre,
At man vilde mig forføre,
Jeg med begge Øyne saae;
Naar faaer Hykleriet Ende,
Naar skal Dyden sig omvende,
Og imod sin Fiende gaae?
Dog jeg lod Gudinden snakke,
I den Tanke mig at pakke,
Naar jeg kunde see mit Hold.
Efter en besværlig Reyse
Saae jeg Dydens Bierg at kneyse,
Og om Bierget var en Vold;
Slanger, Drager, Skorpioner
Laae i Form af Bastioner,
Jeg mig nu bedraget saae.
Jeg med vrede Miiner sagde
Til Gudinden, som mig lagde
Saadan Reyses Byrde paa:
Hvorfor har du mig bedraget,
Og mig fra den Vey bortjaget,
Der med Blomster var besat,
Hvor jeg kunde skue andre
Ligesom i Dands at vandre,
Jndtil de fik Maalet fat,
M2
Bier¬
