No. 16.
Udgivet den 6 Novembr. 1744.
Obseqvium amicos, veritas odium parit.
S¬
pectator synes mig sin største Fliid at giøre,
At han sin Daarlighed kand legge for en Dag,
Han Krig saa længe vil mod Hykler=Hoben føre,
At han med Skamme selv forlise maa sin Sag;
Da jeg mig satte ned, for første Ark at læse,
Hvor Pennen sigtede paa Hykleriets Last,
Jeg tænke: vil han nu som i Basunen blæse,
At han Fornuftens Brug tilside haver kast.
Et Ark var ikke nok, han skriver heele trende,
Ret ligesom han selv i Hiertet bange var,
At man hans Daarlighed ey noksom skulde kiende,
Før han i trende Ark den klarlig viset har.
De tvende gik dog an; Thi Manden lod sig nøye
At tale simpel hen om Hykleriets Synd,
Men i det tredie han giør sig største Møye,
For at udrødde den med Eftertryk og Fynd.
Det kalder jeg paa Dansk i Luften Huus at bygge,
Med Kaarden udi Vind at giøre Terts og Qvart,
En Mand, der drister sig at hindre andres Lykke,
Han fører, meener jeg, en Daarligheds Standart.
En Sag, hvis Muelighed ald Verden ey kand kiende,
Og som de Klogeste sig ey befatter med,
Med den en Daare tør paa Ryggen gierne rende
Skiønt han ey Ævne har at rygge den af sted.
En Mand, der tænker, han kand Hyklere forjage
Med døde Ord, som sees paa nogle Ark Papiir,
Hans Hierne uden Tvivl et Raserie maa plage
Med mindre hvad han giør, er Frugten af en Sviir.
Jeg veed vel, Kiærlinger har skrevet for den Kolde,
Og drevet Mødsot bort ved Signe=Skrift og Ord:
