Men jeg kand ikke troe, at Skrifter kand forvolde,
At Hykler=Pakket skal forlade Danske Jord.
To Ting i dette Ark Spectator foredrager,
Men begge ere af saa stor Betydenhed,
At Alexanders Tog paa andre fleere Sager
Af større Vigtighed ey lignes kand derved.
Først en Fuchsvandser han sig drister at beskrive,
Et saadant selsom Dyr, der ey beskrives kand,
Som et Mysterium for alle dem vil blive,
Der eye intet meer end Menneske=Forstand.
Beskrivelsen, naar jeg til Regenskab vil kalde,
Jeg maa mig støde strax; den er forunderlig,
Der bærer Vidne om Skribentens bittre Galde,
Der skriver stedse fort, og ey betænker sig,
En Mand, der giør sig Flid at kiende andres Hierte,
Der af et Ansigt seer, hvad Vind og Veyret er,
Maa han ey læse med Bedrøvelse og Smerte,
At hans Philosophie man komme vil for nær.
At finde Ost og Vest har længe været agtet
For største Knude i Naturens store Bog,
Som store Hoveder forgiæves have tragtet
At løse, skiønt de sig sligt ofte foretog.
Men Menneskets Natur at kiende til en Prikke,
Og finde Rede i dets underlige Sind,
J Vanskelighed kand det første vige ikke,
Ja koster mere, end at faae det gyldne Skind.
Medea med sin Konst kand intet her udrette;
Paa eengang alle Ting et Menneske jo er,
Vreed, mild, forstyrret, viis og hvad vi meer kand glætte
Af Ting, som stride med sig selv, vi finde her
Jmidlertiid det er i Viisdoms ædle Skole
En Hoved=Lærdom, at studere andres Sind;
Den derfor synes mig paa sin Credit at stoele,
Der dadler den, som vil paa dette legge Vind.
De Folk, som Lykken har ophøyet over andre,
I Haanden ligesom en andens Lykke har,
