Den, som mod deres Lyst og Hiertelaug vil vandre,
De agte for et Drog og ubehøvlet Nax.
Moralen bør man ey paa visse Grunde sætte
Naar man vil lande i Lyksalighedens Havn,
Den Sæde=Lærdom bør passere for den rette,
Der kaster Mennesket i Lykkens bløde Favn.
Den Troe, som findes hos de ædele Magnater,
Bør man antage for den allerrigtigste,
Den kand os giøre snart til Herrer og Prælater,
Som af Erfarenhed vi daglig Dags kand see.
Spectator viser sig i mange Ting en Kiætter,
Han Folk vil føre fra den dyre Lykkens Vey,
Han uden ald Forskiæl tilrette alle sætter,
Bør saadant taales? Jeg har stedse meenet ney.
At rose udi fleng, hvad andre end vil sige,
Jeg aldrig understaaer som Last at tegne an,
Man ikke altid bør i Sandhed dybt at kige,
Helst naar sin Lykke man derved forhindre kand.
Man vil vel kalde det paa anden Dansk at lyve;
Men hvorfor skulde man dog stedse sige sandt,
Man saae en Mand ved Løgn i Veyret høyt at flyve,
En anden løy for ham og Mandens Yndest fandt.
Man seer af dette, at toe-beenet Ræv bør æres,
Og at vor Sande=Mand fortiener ingen Prits,
Fuchsvandser Hoben bør paa begge Hænder bæres,
Blant alle, troer jeg, at ene den er viis.
Jeg staaer i Tvivl, om jeg Papiir og Blek skal spilde
Paa fleere Forsvars Ord til Hykler=Flokkens Gavn,
Jeg undrer ikkun at Spectator drive vilde
Af Landet dennem ud, der ligge trygt i Havn.
Han tænkte, naar hans Blad en Hykler kom for Øye,
Han skulde sættes strax i Harnisk og Allarm,
Ney intet meere kand en Hykkere fornøye,
End at man beder ham at gribe i sin Barm.
Giv mig en Daler for hver Hykler, som har smilet,
Da han sig tegnet saae paa eders Uge=Blad,
