Hans Mund jeg neppe dog kand troe;
Jeg veed han er forlovet;
Han ønsker snart at sætte Boe,
Og derfor har han vovet
At løbe Storm til Cancellie;
Men har sig dog forstillet,
Og siden Lykken stod ham bie,
Har han med Lykke spillet.
B er en heel bemidlet Mand,
Han elsker Guld som Livet,
Jeg just nu ikke sige kand,
Hvad ham har Rigdom givet.
Han er en gierrig Mammons Træl,
Dog Patriot vil være,
Det viser han og meget vel;
Thi Landet har den Ære,
At han det Penge laane vil;
Men fordrer store Renter;
Sligt kand ey giøre lidet til,
At man forgieves venter
Paa Nytten, som af mange Ting
Til Landet kunde flyde;
Lad ham kun snakke smukt omkring,
Han Frugten dog vil nyde;
Hans egen Fordeel faaer et Navn
Af Kierlighed til Landet,
Han sig forstiller til sit Gavn,
Om han end siger andet.
Spectator siger ofte, at
Han skriver for at fremme
Det Gode; men jeg siger plat,
Han skriver for at gjemme
J Pungen mangen Daler blank,
Og som hiin Romersk Keyskr
Udfordrer Skat endog af Stank,
Hvor meget han end kneyser,
Og bryster sig af Kierlighed
Til Landets ædle Sønner,
Han glæder sig dog selv derved,
At Laster ham belønner.
