Mit Øye blindes aldrig faa,
At jeg ey skulde kiende,
Hvo Maalet burde først opnaae,
Naar jeg betragter tvende,
Der begge meede til een Sted;
Thi, hvor jeg Dyden finder,
Skiønt Armod maatte følge med,
En sund Fornuft mig minder
At elske den, og gaae forbi
Forgyldte Hierne=løse,
Der staae i Mammons Liveri,
Og Viisdoms Salt vil øse
Af deres store Capital,
Som Lykken dem har undet,
Og dømme den at være gal,
Der seer sig ey forbundet
At knæle for et Asen ned,
Endskiønt det maatte bære
En Rigdom, som det ikke veed,
Hvor til kand tienlig være.
Et Asen kand i Pavedom
En Helgens Levning drage;
Men hvo kand vise dennem, som
For Helgen det antage.
Skiøt derfor ey, du Fattige,
Hvad en Spectator skriver,
Vil man kun dine Dyder see,
Du vist belønnet bliver.
