Kalder det en Himmel=Gave,
Som han faaet har ved Ran;
Han det agter for en Lykke,
At han seer sig i en Stand,
Da han kand til Grunde trykke
Enker, og hver fattig Mand.
Vilde han sig ey bedrage,
Fanden selv han maatte see,
Som sin Bøddel, Pidsk og Plage,
Og sin Giernings Drivere.
C i Lykkens bløde Arme
Tænker sig at være lagt,
Fordi Pine i hans Tarme
Haver ham ey giort forsagt;
Han har aldrig følet Smerte
Af den mindste Hoved=Vee,
Derfor er maaskee hans Hierte
Meget nær Forhærdelse.
Syge=Seng kand mange lære,
Hvordan deres Sager staae,
Og en stor Anledning være,
At paa Dydens Vey de gaae.
I det holder for en Lykke,
At han i sin Elskovs=Færd
Merker ey til Modstands Nykke;
Tiden meener jeg er nær,
Da han seer med andet Øye,
Angrer paa sin Daarlighed,
At han for sin Lyst at føye,
Solte Siel og Salighed.
