E, der skulde Jomfrue være,
Kalder sig et Lykkens Barn,
At hun Skiønheds Roes kand bære
Uden Hielp af Sminke=Skarn.
Vilde hun sig ret betænke,
Kunde hun sin Skiønhed see
Just at smedde største Lænke
Til at fængsle Dyderne,
Som i sær kand hende pryde,
Saae hun som en hæslig ud,
Kunde vel Ukydskheds Lyde
Ey udslette Dydens Bud.
F i Vellyst er begraven,
Kalder det Lyksalighed,
Tænker ey, at Betle=Staven,
Vellyst haver ham bered.
E udaf sin Lykke praler,
Fordi han forstandig er,
Stedse om sin Klogskab taler;
Gik han Sagen meere nær,
Kunde han vel mange finde,
Som Forstanden styrtet har.
Saadan gaaer man udi Blinde,
Lykke for Ulykke taer.
Dette agter ey Spectator.
Hvad jeg meer at skrive har
Jmod Lykkens Proeurator,
Skal man siden blive vaer.
